HF plus - Engelsk B - A og Matematik C - B. Efterår

Til Søgning

Pris: DKK 1.100,00 Skal jeg betale for GS fag?

Engelsk, B>A

Om faget

I faget engelsk på A-niveau lærer du at forstå, tale og skrive et nogenlunde flydende og korrekt engelsk. Du vil i den sammenhæng lære om det engelske sprogs grammatik, stavemåde og tegnsætning.
Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du får træning i at bruge opslagsværker og øvrige hjælpemidler i dit arbejde med sproget, og vil kunne opnå et ordforråd som gør det muligt for dig at deltage i en samtale eller diskussion på engelsk om såvel almene som faglige emner.
Du lærer også at analysere og fortolke forskellige teksttyper samt mediestof og film med anvendelse af faglige ord og begreber. Du vil herunder stifte bekendtskab med et bredt udvalg af nyere litterære tekster og mediestof og lære om væsentlige strømninger i britisk og amerikansk litteraturhistorie. Som eksempel på ældre teksttyper kan nævnes uddrag af Shakespeares værker.
Du vil desuden få viden om historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Storbritannien, USA og andre engelsksprogede lande.
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som emneforløb med flere skriftlige opgaver af stigende sværhedsgrad. Arbejdssproget vil overvejende være engelsk. Du vil blive trænet i både den mundtlige og den skriftlige udtryksform.
I engelsk på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
Der bruges it i undervisningen som støtte for tekstarbejdet og til informationssøgning.

Eksamen:
Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer i alt 5 timer og har udgangspunkt i et centralt stillet opgavesæt. Den første time må du hverken bruge computer eller faglige hjælpemidler. De sidste 4 timer er alle hjælpemidler tilladt, med undtagelse af kontakt med omverdenen samt brug af internettet.
Den mundtlige prøve er i et ukendt materiale, der knytter sig til et tidligere gennemgået stofområde. Der er ca. 60 minutters forberedelse, hvor alle hjælpemidler er tilladt, med undtagelse af kontakt med omverdenen samt brug af internettet, og ca. 30 minutters eksamination.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Nærmeste underliggende niveau er engelsk B.

Matematik, C>B

Om faget

I faget matematik på B-niveau vil du lære at gennemføre simple matematiske ræssonementer og beviser og at at håndtere simple formler. Du vil herunder få indblik i og lære at forstå og bruge matematikkens symbolsprog.
Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du lærer fx at benytte simple statistiske eller sandsynlighedsteoretiske modeller til beskrivelse af et talmateriale. Du lærer desuden at gøre rede for geometriske modeller og at løse geometriske problemer og benytte differentialkvotienter.
Du får også kendskab til matematikkens udvikling i samspil med den historiske, videnskabelige og kulturelle udvikling, og til hvordan matematik kan anvendes til at forstå og behandle problemer inden for forskellige fagområder.
Du får fx undervisning inden for emneområderne:
regningsarternes hierarki, det udvidede potensbegreb, ligningsløsning med analytiske og grafiske metoder og med it-værktøjer
formeludtryk til beskrivelse af ligefrem og omvendt proportionalitet, lineære sammenhænge samt potenssammenhænge mellem variable
definitioner af differentialkvotienter
karakteristiske egenskaber ved lineære funktioner, polynomier samt eksponential-, potens- og logaritmefunktioner
monotoniforhold, ekstrema og optimering
de elementære funktioner samt anvendelse af integralregning
forholdsberegninger i ensvinklede trekanter og trigonometriske beregninger i vilkårlige trekanter
principielle egenskaber ved matematiske modeller
Der inddrages desuden supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen lægger vægt på opgaveløsning som en afgørende støtte for tilegnelsen af begreber, metoder og kompetencer. En stor del er tilrettelagt som projekt- eller emneforløb, og der indgår også gruppearbejde. Du vil blive trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
I matematik på B-niveau er der en del skriftligt arbejde.
Du vil arbejde med it og moderne matematikprogrammer både som værktøj til komplekse beregninger, i eksperimenter og som støtte til den matematiske begrebsdannelse.

Eksamen:
Eksamen består af en centralt stillet skriftlig prøve og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve er todelt og varer i alt 4 timer. Prøven består af opgaver inden for kernestoffet. Under første del af prøven må der ikke benyttes hjælpemidler. Under anden del af prøven må alle hjælpemidler benyttes undtagen internettet og kommunikation med omverdenen.
Den mundtlige prøve er todelt og varer ca. 30 minutter med ca. 30 minutters forberedelsestid.
Spørgsmålene bliver offentliggjort i god tid inden og er udformet på baggrund af projektforløb og temaopgaver. Under første del af prøven præsenterer du dit svar på det udtrukne spørgsmål og får uddybende spørgsmål. Anden del former sig som en samtale med udgangspunkt i det overordnede emne.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Nærmeste underliggende niveau er matematik C.

Læs mere Læs mindre
Din Kurv
Kurven er tom!

Søg hold

Nulstil søgningen