Matematik B - A og Fysik 0 - B, fagpakke, 3,5 mdr. Efterår, med SU

Til Søgning
Pris: DKK 1.100,00 Skal jeg betale for GS fag?
Fysik, 0>B

Om faget

I faget fysik på B-niveau vil du opnå fortrolighed med naturvidenskabelige metoder og begreber inden for fysikkens verden.

Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.

Ud fra kendskabet til et bredt udvalg af fysiske modeller og arbejdet med forskellige eksperimenter lærer du at forklare fysiske processer og fænomener. Det kan fx være, de nyeste astronomiske opdagelser og kosmologiske teorier, radioaktivitet eller simple elektriske kredsløb.

Du lærer at opstille og udføre egne fysiske eksperimenter og at analysere og beskrive dine resultater.


Du får bl.a. undervisning inden for følgende emneområder:

  • Fysikkens bidrag til det naturvidenskabelige verdensbillede
  • Energi, fx kinetisk og potentiel energi i tyngdefeltet nær Jorden
  • Elektriske kredsløb
  • Bølger, herunder lyd og lys som eksempler på bølger
  • Kvantefysik, herunder fotoners energi, radioaktivitet m.m.
  • Mekanik, herunder tyngdekraft og Newtons love m.m.


Undervisningen veksler mellem lærerstyret undervisning, projektarbejde og eksperimentelt arbejde. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.

Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. til dataopsamling, databehandling og formidling af stoffet.


Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve.

Den mundtlige prøve er todelt. Første del er eksperimentel, hvor du skal arbejde i laboratoriet i ca. 90 minutter med 1-2 andre elever. Anden del er en individuel mundtlig afhøring med en eksaminationstid ca. på 24 minutter og en forberedelsestid på ca. 24 minutter.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag skal du normalt have gennemført undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Dette fag og niveau har ikke krav om underliggende niveauer.

Matematik, B>A

Om faget

I faget matematik på A-niveau vil du lære at håndtere formler og selvstændigt at bruge symbolholdigt sprog til at beskrive variabelsammenhænge og løse problemer med matematisk indhold. Undervisningen giver dig kendskab til matematiske ræsonnementer og beviser samt matematisk teori og metode.

Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.

Til beskrivelse af et givet datamateriale lærer du at bruge simple statistiske eller sandsynlighedsteoretiske modeller, lige som du lærer om forskellige metoder til løsning af henholdsvis differentialligninger og geometriske problemer - sidstnævnte med hjælp af geometriske modeller.

Du lærer også om matematikkens udvikling i samspil med den historiske, videnskabelige og kulturelle udvikling.

Du får fx undervisning inden for emneområderne:

  • Overslagsregning, regningsarternes hierarki, symbolmanipulation, ligefrem og omvendt proportionalitet, det udvidede potensbegreb, ligningsløsning med algebraiske og grafiske metoder samt numeriske metoder med brug af matematiske værktøjsprogrammer, tilnærmet og eksakt værdi samt absolut værdi 
  • Procent- og rentesregning, absolut og relativ ændring, renteformel 
  • Statistiske metoder til håndtering af diskret og grupperet datamateriale, grafisk præsentation af statistisk materiale, stikprøve og empiriske statistiske deskriptorer samt anvendelse af lineær, eksponentiel, potens- og polynomiel regression, herunder usikkerhedsbetragtninger og residualplot 
  • Kombinatorik, grundlæggende sandsynlighedsregning, sandsynlighedsfelt og stokastisk variabel, binomialfordeling og normalfordeling, konfidensintervaller, hypotesetest i binomialfordelingen
  • Funktionsbegrebet, sammensat funktion, stykkevist defineret funktion, invers funktion, karakteristiske egenskaber ved følgende elementære funktioner og deres grafiske forløb: lineære funktioner, polynomier, eksponential-, potens- og logaritmefunktioner samt trigonometriske funktioner
  • Definition og fortolkning af differentialkvotient, herunder væksthastighed, afledet funktion for de elementære funktioner samt regnereglerne for differentiation af sum, differens og produkt af funktioner samt differentiation af sammensat funktion 


Undervisningen lægger vægt på opgaveløsning som en afgørende støtte for tilegnelsen af begreber, metoder og kompetencer. En stor del er tilrettelagt som projekt- eller emneforløb, og der indgår også gruppearbejde.

I matematik på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.

Du vil arbejde med IT og moderne matematikprogrammer både som værktøj til komplicerede beregninger og som støtte til den matematiske begrebsdannelse.


Eksamen

Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve består af en delprøve uden hjælpemidler og en delprøve, hvor alle hjælpemidler er tilladt, med undtagelse af kommunikation med omverdenen og brug af internettet. Til prøven gives der 5 timer.

Den mundtlige prøve sker på grundlag af et overordnet spørgsmål med konkrete delspørgsmål. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter med en forberedelsestid på ca. 30 minutter.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Nærmeste underliggende niveau er matematik B.