Matematik B - A og kemi 0 - B fagpakke, 3,5 mdr. Forår, med SU.

Til Søgning
Pris: DKK 1.100,00 Skal jeg betale for GS fag?
Kemi, 0>B

Om faget

I faget kemi på B-niveau vil du opnå kendskab til naturvidenskabelige metoder og begreber inden for kemiens verden. Ved at udforske og beskrive stoffers egenskaber og reaktioner på forskellige ting, kan man udvikle nye stoffer med nye egenskaber.

Du får viden om sammenhængen mellem stoffers struktur og kemiske og fysiske egenskaber og lærer om deres anvendelse i hverdagen og i teknologisk sammenhæng.

Du lærer at udføre beregninger på simple kemiske problemstillinger på et kvalitativt grundlag. Du lærer også at udføre simple kemiske eksperimenter med udgangspunkt i kendte metoder og at formidle forsøgsresultatet både mundtligt og skriftligt.

Du får bl.a. undervisning inden for følgende emneområder:

  • Stoffers opbygning, der bl.a. handler om grundstoffernes periodesystem samt kemisk binding i relation til stoffers opbygning
  • Mængdeberegninger i relation til reaktionsskemaer og opløsninger
  • Stofkendskab, herunder anvendelse af stofferne
  • Kemiske reaktioner, der bl.a. handler om kemisk ligevægt, om syre-basereaktioner og om reaktionshastighed
  • Eksperimentelt arbejde, der bl.a. handler om kvalitative og kvantitative analyser samt om kemikalier og sikkerhed

Der inddrages supplerende stof i undervisningen, blandt andet emner der har relation til din hverdag og den aktuelle debat.

Undervisningen indeholder vekslende arbejdsformer, blandt andet emne- og projektarbejde og en del eksperimentelt arbejde, hvorunder du lærer at omgås kemikalier og laboratorieudstyr på forsvarlig. Mindst 20 procent af undervisningen består af eksperimentelt arbejde. 

IT indgår i dit arbejde, fx i forbindelse med indhentning af data og journalføring over dine forsøg.


Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve, som baserer sig på både teoretisk stof og eksperimentelt arbejde med en forberedelsestid på ca. 30 minutter og en eksaminationstid på ca. 30 minutter. Titlerne på opgaverne oplyses inden prøven.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag skal du normalt have gennemført undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Dette fag og niveau har ikke krav om underliggende niveauer.

Matematik, B>A

Om faget

I faget matematik på A-niveau vil du lære at håndtere formler og selvstændigt at bruge symbolholdigt sprog til at beskrive variabelsammenhænge og løse problemer med matematisk indhold. Undervisningen giver dig kendskab til matematiske ræsonnementer og beviser samt matematisk teori og metode.

Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.

Til beskrivelse af et givet datamateriale lærer du at bruge simple statistiske eller sandsynlighedsteoretiske modeller, lige som du lærer om forskellige metoder til løsning af henholdsvis differentialligninger og geometriske problemer - sidstnævnte med hjælp af geometriske modeller.

Du lærer også om matematikkens udvikling i samspil med den historiske, videnskabelige og kulturelle udvikling.

Du får fx undervisning inden for emneområderne:

  • Overslagsregning, regningsarternes hierarki, symbolmanipulation, ligefrem og omvendt proportionalitet, det udvidede potensbegreb, ligningsløsning med algebraiske og grafiske metoder samt numeriske metoder med brug af matematiske værktøjsprogrammer, tilnærmet og eksakt værdi samt absolut værdi 
  • Procent- og rentesregning, absolut og relativ ændring, renteformel 
  • Statistiske metoder til håndtering af diskret og grupperet datamateriale, grafisk præsentation af statistisk materiale, stikprøve og empiriske statistiske deskriptorer samt anvendelse af lineær, eksponentiel, potens- og polynomiel regression, herunder usikkerhedsbetragtninger og residualplot 
  • Kombinatorik, grundlæggende sandsynlighedsregning, sandsynlighedsfelt og stokastisk variabel, binomialfordeling og normalfordeling, konfidensintervaller, hypotesetest i binomialfordelingen
  • Funktionsbegrebet, sammensat funktion, stykkevist defineret funktion, invers funktion, karakteristiske egenskaber ved følgende elementære funktioner og deres grafiske forløb: lineære funktioner, polynomier, eksponential-, potens- og logaritmefunktioner samt trigonometriske funktioner
  • Definition og fortolkning af differentialkvotient, herunder væksthastighed, afledet funktion for de elementære funktioner samt regnereglerne for differentiation af sum, differens og produkt af funktioner samt differentiation af sammensat funktion 


Undervisningen lægger vægt på opgaveløsning som en afgørende støtte for tilegnelsen af begreber, metoder og kompetencer. En stor del er tilrettelagt som projekt- eller emneforløb, og der indgår også gruppearbejde.

I matematik på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.

Du vil arbejde med IT og moderne matematikprogrammer både som værktøj til komplicerede beregninger og som støtte til den matematiske begrebsdannelse.


Eksamen

Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve består af en delprøve uden hjælpemidler og en delprøve, hvor alle hjælpemidler er tilladt, med undtagelse af kommunikation med omverdenen og brug af internettet. Til prøven gives der 5 timer.

Den mundtlige prøve sker på grundlag af et overordnet spørgsmål med konkrete delspørgsmål. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter med en forberedelsestid på ca. 30 minutter.

Adgangskrav

For at blive optaget på udvalgte fag skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer. Nærmeste underliggende niveau er matematik B.