Matematik, 0-C
Til SøgningOm faget
Fagbeskrivelse
I faget matematik på C-niveau vil du lære at gennemføre simple matematiske ræsonnementer og at bruge matematik i sammenhænge, der vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold. Du lærer også at kommunikere om matematik.
Undervisningen tager udgangspunkt i et fagligt niveau, der svarer til niveauet fra grundskolen.
Du lærer fx at behandle et talmateriale statistisk, herunder at formidle konklusioner på behandlingen, ligesom du lærer at gøre rede for geometriske modeller og løse geometriske problemer.
Du får også kendskab til matematikkens samspil med den øvrige videnskabelige, teknologiske og kulturhistoriske udvikling.
Du får fx undervisning inden for emneområderne:
- regningsarternes hierarki, ligningsløsning, samt procent- og rentesregning
- formeludtryk til beskrivelse af lineære og eksponentielle sammenhænge
- beskrivende statistik med grafisk præsentation og bestemmelse af simple empiriske statistiske deskriptorer
- forholdsberegninger i ensvinklede trekanter og trigonometriske beregninger i retvinklede trekanter
- konstruktion af vilkårlige trekanter med dynamisk geometri-program
Undervisningen veksler mellem projekt- eller emneforløb, gruppearbejde og opgaveløsning. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
Der bruges it-baseret udstyr og lommeregnere, bl.a. til beregninger, overblik over grafer, håndtering af statistisk datamateriale og til eksperimenter.
Eksamen
Eksamen består af en skriftlig og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer 3 timer og består af centralt stillede opgaver inden for kernestoffet. Prøven er todelt, og du må til den første del af prøven ikke benytte andre hjælpemidler end den officielle formelsamling. Til den anden del må du benytte alle hjælpemidler, bortset fra kommunikation med omverdenen og brug af internettet ud over enkelte links, der er brugt i undervisningen.
Den mundtlige prøve er individuel og baserer sig på et spørgsmål, du trækker. Du får spørgsmålene til prøven i god tid før eksamen. Ved prøven præsenterer du dit svar på det udtrukne spørgsmål, og derefter følger en samtale mellem dig og din lærer. Eksamen varer ca. 20 minutter med ca. 20 minutters forberedelsestid.
Adgangskrav
Der er ikke krav til underliggende niveau.